Måske lige dramatisk nok titel.
Der var en gang hvor jeg læste en tråd omkring depression på et/andet on-line forum hvor der var en, som spurgte om hvad man skulle gøre som kæreste til en, som har en depression.
En af dem, som svarede skrev (så vidt at jeg husker): Forlad hende. Kig dig ikke tilbage. Hvis du bliver, kommer du til at gøre ondt på dig selv.
Nu har jeg prøvet at være i to forhold med kvinder, som har fået en psykisk diagnose. Den ene fik konstateret en depression (før hun mødte mig) og den anden lider af ADHD.
Min egen konklusion er: Aldrig igen.
Når jeg kan mærke en snært af unormalitet skrider jeg. Altså mens jeg er ved at lære min kommende kæreste at kende eller før jeg begynder at date. Jeg kunne ikke finde på at forlade en, som er blevet syg mens jeg har været sammen med hende. Jeg vil ikke have flere forhold til flere kvinder som lider af psykiske sygdomme.
Jeg er kommet til at tro, at det kan være, at psykiske sygdomme ikke smitter, men de påvirker en i en grad, at det kunne være det samme som om, at man blev smittet.
Det virker som om, at jeg er vågnet op en af dyb søvn hvor jeg har været det sidste halvandet år.
De sidste tre måneder har været især slemme hvor jeg har tilbragt alt for meget tid med at ligge på sofaen og stirre ud i luften. Det har på ingen måde været sundt.
Efter forholdet endte levede jeg op. Jeg har været mere aktiv på en uge end jeg har været på 6 måneder før i tiden.
Det skal siges, at jeg ikke forsøger at dæmonisere min ekskæreste. Tværtimod. Jeg elskede hende af hele mit hjerte den gang jeg var sammen med hende og var knust, da hun endte forholdet. Det er nemlig hende, som endte forholdet og ikke mig. Jeg ville have blevet i det selv om, at det ikke opfyldte alle mine behov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar