Adlerweg

Adlerweg

Jeg har tilbragt et par dage på Alderweg (eller Øglevejen, som jeg kom til at døbe det).

Det var sommer og jeg havde ikke noget bedre at foretage mig og har en ven, som kunne overtales til at køre en tur til Østrig og vandre i bjergene sammen med mig.

Det tager ifølge google maps omkring 12 timer at køre fra Randers til Innsbruck i Østrig. Det viste sig, at man skulle gange det estimat med to for at få pauser og lidt søvn med - jeg kørte i et stræk uden at overnatte .. for at spare penge.

I Tyskland var der både masser af vejarbejde som skabte massivt kø og en afspærring, da der blev fundet en bombe fra anden verdenskrig som skulle destrueres og derfor kunne vi ikke nemt komme ud af en lille by, da vi først var kommet ind i det (fordi vi har holdt i bilkø og jeg bare skulle tisse).

Hvad havde jeg med?

• 60 liter rygsæk (den til højre)

• lille sovepose (700 gr).
• Trangia og sprit dertil (omkring 2 kg alt i alt).
• lidt turistmad og redskaber til at tilberede det med.
• vandflasker på 1,5 og 0.7 l.
• Tøj (det var høj sommer med 25-30 C) til at skifte.
• Regntøj og cover til rygsæk.
• Sandaler.

Set i bakspejlet havde jeg for meget udstyr med, men det gjorde en af overnatningerne i det fri til en fornøjelse. Tilbage til det senere.

Hvor?

Vi startede med at overnatte på et hostel i Innsbruck. Det er meget hyggeligt og billigt. Af ulemper kan jeg nævne:

• WiFi virkede ikke.
• Ingen varmt vand.

Af fordele kan jeg nævne:

De har et fælles køkken hvor man kan tilberede varm mad. Der er køleskab og pander/gryder etc..

Opholds-lokale med aviser, internet og kort over byen. Dog kunne vi ikke få WiFi til at virke på vores telefoner med deres access point.

Man kan parkere (og efterlade bilen foran Marmota hostel i f.eks. en uge) uden at der sker noget (fik jeg har vide fra personalet). Det skulle være ganske trygt. Jeg har på ingen tidspunkt fået det indtryk, at der er ret meget kriminalitet i Østrig. Tværtimod.

Det med varmt vand var ikke noget problem egentligt, da jeg ikke har taget nogen varme bade på denne tur og har ikke savnet det.

Vi kørte ind til centrum for at tage på turistkontoret på dag 1, da vi vågnede. 

De fortalte os, at vi skulle tage toget til Zirl og starte på Alderweg der. Vi hørte Zirl, men hun sagde nok Hochzirl.

Vi stillede bilen og tog sporvogn nr. 3 til banegården hvorfra vi tog toget til Zirl. Derefter begyndte vi at gå på noget, som vi troede var afsnit 13/14 af Alderweg. Det viste sig, at kortet ved et tilfælde passede med, at vi bevægede os forbi Leithen og derfra til Reith. Da klokken var ved at nærme sig 18-19 stykker, besluttede vi at gå til Nördlinger Hütte, som virkede tæt på vores kort.

Nördlinger Hütte

Stien til denne hytte begynder med en 32% stigning i Reith. Stien er ret hård at gå op ad. Så vidt, at jeg husker, så skal det tage 2 1/2 time at gå op til hytten. Det tog os indtil kl. 21 at nå halvvejs på grund af oppakning.

Vi overnattede ude i det fri ved en nedlagt Hytte på ca. halvvejen. Der er vand og et sted at gemme sig for eventuelt regn/blæst og et bålplads.

Jeg lavede bål og tilberedte et måltid mad. Vi sov omkring bålet, som jeg på forsvarlig vis holdt i live indtil næste dag.

Da der faldt dug og gjorde vores soveposer/liggeunderlag våde, fortsætte vi op til Nördlinger Hütte næste dag. 

Udsigten fra området ser sådan ud.

Det går meget stejlt op på nogle grus-stier og det er ikke en sti, som man bør tage med alt for meget oppakning.

Vi nåde op på toppen efter omkring 2 timer. Lige tidspunktet for noget frokost og den øl, som jeg har glædet mig til hele dagen.

Hytten har ikke vand, men tager imod overnattende gæster. Man kan lugte den kemiske toilet langt væk. Det er ikke et sted, som man har lyst til at overnatte med mindre man er tvunget til det. Men udsigten er det hele værd.

Vi snakkede med værtinden og fik at vide, at vi skulle begynde at gå ned til til Eppzirler Alm og at det ikke vil tage mere end et par timer.

Nedgangen foregik på grus-stier og kan være en barsk oplevelse for en, som ikke er vant til at begå sig i bjerge.

Vi nåede frem til Eppzirler Alm omkring 20-tiden. Meget af nedstigningen foregik i meget langsomt tempo, da det var nemt at glide på gruset. Det er ikke en sti, som ville være rar at gå på i vådt vejr.

Efter ca. en time skifter tærren til skov/græs og det fortætter ned til Eppzirler Alm.

Eppzirler Alm

Vi blev mødt af ejeren og hans familie. Ejeren var meget fuld, men det kan skyldes, at det var fredag. Vi aftalte overnatning og fik noget at spise. Hytten ejes af en kvægbonde, som tilbyder overnatning og spisning for turister ved siden af sit primære erhverv.

Hytten har wc, brusebad og strøm. Der er en fin sovesal som vi delte med 2 andre.

Vi fik et kort af ham og fik forklaret hvilken vej vi skulle gå. Omkring afstanden sagde han: "I når frem til kl. 14. Det er ikke ret langt."

Han mente ikke, at der på nogen tidspunkt ville være mulighed for at købe ind på vejen. Det vidste sig at være løgn og jeg finder det skræmmende, at nogen kan tage 1 euro per frugt. Det er ikke i orden.

Overnatning kostede 12 euro og morgenmad kostede 10 euro.

Jeg har forsøgt at booke overnatning hjemmefra per e-mail, men det blev ikke besvaret. Man skal nok ringe og bestille. Jeg har ikke opfattet manden som troværdig og efterfølgende begivenheder har ikke ændret min holdning til ham.

Overnatning i Leutasch

Vi gik fra  Eppzirler Alm omkring kl. 10 og vi fortsætte med at gå indtil kl. 19 hvor vi ankom til Leutasch. 

Vejen gik først nedad indtil Gießenbach, igennem noget af Scharnitz og derfra via nogle skovstier til Leutasch.

Der er en del vand på vejen i form af vandløb der løber ned af bjergene. Meget praktisk når der er 30 grader C og man er ved at løbe tør for medbragt vand. De lokale fortalte mig, at de drikker vand fra vandløb når de løber ned af bjergene, så det gjorde jeg også.

På ca. halvvejen mellem Scharnitz og Leutasch er der en jagthytte på toppen af bjerget og derefter går nedad. Der er også en kilde og mulighed for at fylde vand på.

I byen er der ikke nogen hytte hvor man kan overnatte, men kun hoteller. Området er meget turist-agtigt. Om vinteren er det ski-sport og om sommeren er det rige tyskere, som kører rundt i deres bimmere, bor i ferielejligheder og spiser ude om aftenen.

Og her kom to meget trætte mennesker, som har gået hele dagen. Det tog os noget tid at finde et hotel, som ville tage imod os og det virker som om, at det kun lykkedes, da to meget flinke tyskere fortalte os hvor der var ledige pladser.

Tillfuss Alm

Vi begyndte at gå fra Leutasch omkring kl. 8:30 og fortsætte mod Tillfuss Alm. Stierne gik igennem nogle småbyer og fulgte en større flod.

Vi holdt siesta på breden af floden i Klamm. Derefter gik vi mod hytten via stier som følger floden noget af vejen.

Det var planen, at vi skulle overnatte i Tillfuss Alm. Vi blev mødt af to kvinder der sad og drak øl og fortalte os, at de ikke holder åben for overnatning den dag og mente, at vi skulle gå over til naboen eller 2 timer tilbage (kl. var 19).

Vi gik til naboen, Gaistalalm Melchor, som heldigvis ville have overnattende gæster til 20 euro inkl morgenmad. De skulle bare lukke baren/køkkenet kl 8. Det passede fint, da vi ville lave noget mad selv og gå forholdsvis tidligt i seng.

Da hytten ikke har noget bad for gæster, gik jeg 10 minutter i retning af Tillfuss Alm hvor der løber et vandløb som jeg kunne bade i.

Sidste dag

Planen var, at vi skulle fortsætte dagen efter, men vejret blev ret dårligt meget hurtigt. Vejrudsigen var 2-3 dages regnvejn og derfor blev der besluttet, at vi ikke skulle vandre, men fortsætte til Tyskland og hjem igen.

Vi gik i regning af Ehrwald. På vejen mødte vi nogle meget nysgerrige køer.

Det begyndte at regne for alvor og da vi nåede frem til Ehrwalder Almbahn var vi gennemblødte.

Efter at have skiftet til tørt tøj i en hytte ved lift-banen tog vi den ned til Ehrwald. På det tidspunkt var vejret meget dårligt.

Genrelt Om Kort

Vi købte et kort i Innsbruck. Vi gik hurtigt uden for kortet og baserede vores færden på små kort vi kunne få i de hytter hvor vi sov. Det er ikke vejen frem. Næste gang køber jeg alle de kort jeg tror, at jeg får brug for fra starten.

Det kort jeg fik fra en af hytterne havde ikke nogen forklaring på symboler med og derfor kunne vi ikke vide hvad den næste hytte ville tilbyde eller i hele taget tage imod os.

Generelt Om Hytter

Jeg mener, at man nok skal ringe og reservere dagen inden for at være sikker på, at man ikke ender et/andet sted i en mørk skov eller skal gå flere timer for at finde overnatning. Jeg fik at vide, at de hytter som ikke er alpin-hytter ikke har nogen pligt til at overnatte gæster hvis det ikke passer dem. Det er ikke hvad jeg fik ud af at læse omkring vejen on-line.

Næste Gang?

• Mindre udstyr/oppakning. 
• Der er strøm i hytter og derfor er det spild at slæbe extra batterier/oplader til mobiltelefonen.
• Østrisk SIM til telefonen, da der ikke er nogen internet nogen steder.
• Mindre skiftetøj (man kan sagtens både bade og vaske tøj i vandløb). 
• Bedre kort. 
• Mere styr på hvor jeg skal sove henne. Reservere hytter dagen før.

Jeg ved ikke helt med det sidste. Det er rart at være vagabond når man er på ferie og ikke have helt så meget styr på hvad man skal dagen efter ud over, at man skal fortsætte med at vandre.